Har du været udsat for fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb, og er du stadig påvirket af følgerne?
Så tilbyder jeg lige nu et kortere forløb på 5 timer for 2500 kr.
Som behandler og som menneske oplever jeg, at konsekvenserne og senfølgerne af overgreb/vold ofte har nogle fællesnævnere, idet der opstår problemstillinger af følelsesmæssig, social og fysisk karakter:
– Symptomer som frygt, bekymring, nedtrykthed, irritation, nedsat tolerancetærskel osv. er reaktioner i den lettere ende af skalaen.
– Det kan være svært at mærke behov, grænser og følelser og udtrykke dem til andre mennesker som noget helt naturligt.
– Man kan have problemer med at mærke og være forbundet til sin krop sådan helt fysisk.
– Man kan komme til at mangle jordforbindelse og have en følelse af ikke helt at være til stede, eller at komme til at forsvinde ud af sig selv.
– Man kan let komme til at føle sig invaderet af andre mennesker – eller af livet og verden omkring sig.
– Mange mister tilliden, både til sig selv og til andre mennesker, eller til at verden og livet er et godt og sikkert sted at være.
– Mange har problemer med ikke at kunne være tryg i nære relationer, eller sammen med andre mennesker generelt.
– Det kan være svært eller ligefrem umuligt at skabe tætte, nærende og velfungerende relationer/parforhold.
– Det kan være svært at være helt sig selv og stå ved sig selv sammen med andre mennesker.
– Man oplever ofte at have utydelige grænser, at det er svært at sætte de grænser man mærker, eller at andre let overskrider ens grænser.
– Det kan ske at man selv kommer til at være grænseoverskridende uden at være bevidst om det.
– Man kan ofte være splittet, eller uenig med sig selv og have svært ved at tage store (og små) beslutninger.
– Man kan miste den grundlæggende tillid til sin egen dømmekraft.
– Mange mister troen på og tilliden til at man har retten til at sige fra – og måske også til.
– Har man været udsat for seksuelle overgreb er det meget almindeligt at det kan være svært at være i kontakt med sine følelser og sin seksualitet samtidig, og ens lyst til sex kan være forstyrret.
– Dernæst kan der være et væld af fysiske reaktioner såsom smerte, spændinger, uro, rastløshed, nedsat immunforsvar, fordøjelsesproblemer, svimmelhed, hukommelsesbesvær, søvnproblemer og lign.
– Nogle udvikler stress, PTSD, depression, angst og spiseforstyrrelser.
Hvordan virker behandlingen:
Vi tager udgangspunkt i de konsekvenser eller senfølger, som du lever med i din hverdag som følge af overgreb.
I løbet af behandlingen arbejder vi typisk med at hjælpe dig til at give slip på følgerne efter overgreb, vi arbejder med at etablere eller styrke følelsen af at have retten til at bestemme over dig selv og din krop og sige til og fra, og vi arbejder med at forløse de bevidste/ubevidste vaner og mønstre, som er med til at gøre at du oplever gentagne grænseoverskridelser, og/eller som giver en oplevelse af ofte at få overskredet sine grænser.