Traumeforløsning

Hvad er et traume?
Et traume er den medicinske betegnelse for en skade på kroppen eller psyken. Uden for medicinsk sammenhæng benyttes betegnelsen “traume” stort set kun om psykiske skader.
Et psykisk traume kan indfinde sig som følge af en uventet og chokerende oplevelse.
Chok er i virkeligheden en naturlig del af livet, og det er et livsvilkår at vi som mennesker bliver ramt af store og små chok i løbet af livet. Heldigvis er det langt fra alle chok, som sætter sig som traumer. Men hvis man har meget voldsomme eller gentagne chokoplevelser, som man ikke får bearbejdet, så kan de give hhv. traumer eller PTSD.
Den gængse forståelse af et psykisk traume er, at vi bliver udsat for en chokerende hændelse, som vi ikke selv kan slippe efterfølgende.
Det, som mange ikke ved er, at hvorvidt en hændelse er traumatiserende eller ej defineres af den, som har oplevelsen. Så hvis du har en oplevelse, som for dig er overvældende eller voldsom, så kan du have oplevet et chok. Så selvom om en hændelse udefra set ikke virker chokerende eller traumatisk, så kan den altså sætte sig som et traume.

Forløsning af chok og traumer

Jeg arbejder med håndtering af traumer, og jeg har specialiseret mig i at forløse følgende traumer:

– Barndomstraumer

– Seksuelle overgreb og andre former for overgreb

Årsagen til at jeg er så passioneret omkring at forløse traumer er, at traumer dræner os for energi i en eller anden udstrækning, de hindrer vores trivsel i større eller mindre grad, og de blokerer ofte for at vi kan være helt os selv i en balanceret og naturlig udgave.

Min tilgang til traumeforløsning er, at det kan være let og ukompliceret at slippe en lang række chok og traumer, hvis man har gjort et vist forarbejde og man er klar – og hvis man samtidig får den rette støtte og vejledning.
Har man aldrig arbejdet med at forløse sine traumer før, eller er man ikke nået i dybden og ind til kernen, så vil det dog ofte betyde, at man må konfrontere en vis mængde ubehag i sig selv, idet man bearbejder sine traumer.
Men det behøver ikke være lidelsesfuldt, som nogle måske frygter eller har oplevet tidligere.

Lukket for kommentarer.